Nordic Sugar vil optimere drift og vedligehold med vibrationsmålinger på det kritiske udstyr i de fire måneders kampagne, hvor sukkerproduktionen kører i døgndrift, og nedbrud skal undgås for enhver pris.

Af Joel Goodstein

Fire måneder om året – fra september til januar – er kampagne hos Nordic Sugar. Her kører sukkerproduktionen døgnet rundt, og derfor skal tekniske nedbrud undgås.
For at forebygge kritiske nedbrud, der kunne standse produktionen, og i det hele taget optimere produktion og drift har Nordic Sugar afprøvet online vibrationsmålinger på det kritiske produktionsudstyr på fabrikken i Nykøbing Falster.
Under den seneste 120 dages kampagne har der været etableret 181 målepunkter på flere slags produktionsudstyr: Pumper, gear, ventilation, transportsnegle, tørreanlæg, snittemaskiner ...
»Vi kigger altid på nye tekniske muligheder for at få bedre vedligehold for færre penge. Derfor har vi valgt at afprøve en for os ny teknologi til online vibrationsmålinger, som kan gøre os bedre til at forudse mulige nedbrud under kampagnen. Optimalt skal vi køre produktion 24 timer i døgnet i cirka fire måneder, og hvis der skal foretages reparationer, skal de helst være planlagt. Med online vibrationsmålinger håber vi at få meget bedre føling med tilstanden af vores udstyr, så vi kan stå klar med mandskab og reservedele hvis nødvendigt,« siger Christian Storm, Head of Investment and Maintenance hos Nordic Sugar.

Fleksible, trådløse målinger
Den tekniske løsning til online vibrationsmålinger hos Nordic Sugar er leveret af I-care, som tilbyder en cloudløsning, hvor kundens data uploades til en server. Der skal således ikke installeres særligt software hos kunden. Data fra vibrationsmålingerne sendes direkte til I-care. Herfra kan Nordic Sugar hente relevante data og foretage de nødvendige analyser. På den måde er der minimal installation forbundet med vibrationsmålingerne. Måleudstyret er både trådløst og batteridrevet, så der ingen ledninger skal trækkes i fabrikken.
»Vi har valgt I-care til pilotprojektet på fabrikken i Nykøbing Falster, fordi den løsning har krævet minimal teknisk installation og stor fleksibilitet, hvis man vil flytte rundt på måleudstyret. Før skulle vi rundt manuelt med måleudstyr og måle på hver enkelt komponent. Nu får vi bare data uden at skulle bruge tid på det,« siger Søren Faurskov, Head of Technical Service hos Nordic Sugar i Nykøbing Falster.
Alle målepunkter er unikt knyttet til ”Function-Location”, så man præcist kan identificere sted og proces for alle data fra vibrationsmålingerne.
»Med målingerne kan vi se trendkurver, og vi kan se højfrekvente målinger, som kan være tegn på tidlige skader, og lavfrekvente målinger som kan være tegn på, at noget er gået galt. Som en ekstra indikator for tilstanden af udstyret har vi samtidig temperaturmålinger alle steder, hvor der er vibrationsmålinger,« siger Søren Faurskov.

Et velkendt udgangspunkt
I alt ligger der nu 25.000-30.000 målinger fra de fire måneders kampagne, men med løsningen fra I-care kan man altid ændre hyppigheden af målingerne efter behov.
»Efter målinger under kampagnen har vi et langt bedre grundlag at tage beslutninger ud fra. Vi ved mere om, hvor vi skal kigge efter de svage punkter i anlæggene og kan dermed bedre prioritere vores indsats. På sigt skal vi uddannes til at lave endnu bedre analyser af måledata. Er det et olieskifte, udskiftning af tandhjul eller leje, der er brug for? Optimalt ved vi, om vi kan lade udstyret køre videre, til kampagnen er slut,« siger Søren Faurskov.
En del af øvelsen har været at prøve at skabe et velkendt udgangspunkt for udstyrets problemfri tilstand.
»For at kunne analysere os frem til afvigelser og sætte alarmgrænser er det nødvendigt at kende normalen i driftstilstanden for den enkelte komponent. Ved at sætte målere på samme slags udstyr, for eksempel samme slags pumper, kan man bedre danne sig et indtryk af, hvad der er ”normal” drift, og hvornår afvigelserne bliver så store, at der skal komme en alarm, eller man skal holde særligt øje med den pågældende komponent,« siger Søren Faurskov.

Fra roe til sukker
På Nordic Sugars fabrik i Nakskov er man i gang med næste fase af online vibrationsmålingerne. På baggrund af erfaringerne fra Nykøbing Falster skal man nu skridtet videre ved at se på kritikalitet i hele produktionsflowet fra roe til sukker. Hvor i produktionsprocessen er det særligt givtigt at anvende vibrationsmålinger?
»Vi håber, at vi kan blive så gode til at analysere vibrationsmålingerne, at vi får 12 timers varsel eller mere inden et nedbrud, så vi kan nå at indkalde mandskab og skaffe reservedele. I nogle situationer kan vi måske ud fra data beslutte, at udstyret kan køre videre, så vi ikke behøver standse produktionen. Der kan være meget sparet ved at undgå indgreb i produktionen. Hvis man kan udnytte vibrationsmålingerne proaktivt på alle vores 11 fabrikker i kampagnerne, er der store potentielle gevinster,« siger Thomas Nielsen, Department Manager hos Nordic Sugar i Nakskov.
Nordic Sugar har endnu ikke besluttet, hvem leverandøren af online vibrationsovervågning skal være. På sigt skal en permanent løsning også kunne kobles til SAP, så der automatisk genereres inspection requests og work orders til vedligeholdsafdelingen. Alarmer skal kunne gradueres efter, hvor akutte problemer, der er tale om, og hvor hurtigt man skal agere – eller om man kan køre videre uden risiko.
»Vi kigger på de forskellige løsninger, der er på markedet. Det er vigtigt, at vi får en fleksibel løsning med minimal installation, så det peger på en trådløs eller delvis trådløs, batteridrevet løsning, som helt eller delvist kombineres med en cloudteknologi eller anden form for sikker datalagring. Målet er, at vi har de første løsninger på plads, inden næste kampagne begynder i september 2019,« siger Thomas Nielsen.