Mange veje til at spare energi i køle- og frysehuse

I maj 2016 kunne vi i Optimering fortælle om, hvordan køle- og frysehuskoncernen Claus Sørensen A/S har nedbragt energiforbruget betragteligt ved at have fokus på korrekt håndtering af køleanlæggene. I 2016 implementerede Claus Sørensen A/S i Vejle en løsning for processen med afrimning af køletunneller. En proces, der blev optimeret med næsten 50% ved en ændring af afrimningssekvensen og omlægning af varmgasforsyningen.
I dag, tre år efter, jagter kølehuset stadig optimeringsprojekter og det sidste nye er installering af en regulator, der konstant optimerer sugetrykket/temperaturen til det højest mulige, selvom der er flere forskellige rum med forskellige temperaturniveauer koblet til den samme sugeledning. Regulatoren er stadig i testfasen men det ser ud til, at sugetrykket gennemsnitligt bliver hævet med ca. 3 °C uden at nogen af rumtemperaturerne på noget tidspunkt bliver højere end det, de må være. Dette giver en energibesparelse på ca. 13% på køle-/fryserumsdriften.
 

Michael Glering, teknisk leder på Claus Sørensen A/S i Vejle har deltaget på et DDV kølekursus:
»Jeg betragter mig selv som kompetent og erfaren, når det gælder køleanlæg og køleprocesser, og var lidt skeptisk da jeg meldte mig til kølekurset hos DDV. Men jeg er blevet meget positivt overrasket. Det er ikke så mange kurser, hvor man siger WAUW, men det skete på Per Skærbæks kurser hos DDV. Det kan være en ny måde at operere ventiler, eller hvordan man udlufter en kondensator. Fif og tricks som man ikke selv har tænkt på, men som virker indlysende, når man får dem forklaret. Selv om man synes, man selv ved meget, er der heldigvis nogen som ser tingene fra en anden vinkel. Derfor er det interessant, når nogen som Per Skærbæk tillader sig at tænke ud af boksen og finde nogle alternative løsninger,« siger Michael Glering.

 

DDV afholder kølekurser inden for Optimering og design af industrielle ammoniak køleanlæg

26. marts: Hvad forårsager og betyder tryktab på lavtrykssiden, hvordan sparer man energi ved varmgasafrimning samt hvordan undgås væskeslag i ventiler og rør?

8. maj: Hvornår er skrue- og stempelkompressorer mest effektive, og hvordan laver man effektiv varmegenvinding på anlæggene?

6. juni: Hvordan kan CO2 anlæg laves til industrielle produktionsfaciliteter? Hvilke olier anvendes i NH3 kølesystemer og hvorfor. Effektiv trouble shooting på industrielle kølanlæg.

 

Share this post