DDV viser vej til ny el-bekendtgørelse

DDV’s elnetværk med repræsentanter for Grundfos, Arla Foods, Affald Varme Aarhus og Ensted Bulk Terminal og Niras har udarbejdet en fortolkning af den nye bekendtgørelse for elinstallationer.

Af Joel Goodstein

1. juli 2019 udløber overgangsperioden for den nye el-bekendtgørelse - BEK nr. 1082 af 12/07/2016.
Den nye installationsbekendtgørelse, som afløser stærkstrømsbekendtgørelsen, trådte i kraft 1. juli 2017, men frem til 1. juli 2019 er der mulighed for at arbejde efter enten installationsbekendtgørelsen eller stærkstrømsbekendtgørelsen.
Men fra 1. juli er det slut med at arbejde efter de gamle regler. Derfor har en arbejdsgruppe under DDV’s elnetværk med repræsentanter for Grundfos, Arla Foods, Affald Varme Aarhus og Ensted Bulk Terminal A/S foruden netværkets formand Johnny Nielsen, Niras, udarbejdet et forslag til en fortolkning for udførelse af elinstallationer.
»Formålet er, at DDV kan levere en fortolkning, som medlemsvirksomhederne kan bruge fremadrettet, når de skal udføre installationsopgaver efter den ny bekendtgørelse, efter at det ikke længere er muligt at anvende de gamle regler. Der er jo et vist råderum i de nye regler, så længe man overholder de overordnede krav, og her vil DDV gerne give medlemsvirksomheder et værktøj, som de kan bruge ved udførelse af elinstallationer, « siger Morten Spangsberg Gissel, der er afdelingsleder og autorisationsansvarlig hos Grundfos med dagligt ansvar for både højspænding (10 kV) og lavspænding (0,4 kV) på alle Grundfos-fabrikker og bygninger i Danmark.

Nye fælles retningslinjer
Han har i tre år været med i DDV’s elnetværk og har siden sommeren 2018 deltaget i en arbejdsgruppe nedsat af elnetværket, som har udarbejdet et forslag til en fælles fortolkning, som andre DDV-medlemsvirksomheder kan have glæde af, når de gamle regler endeligt ophører.
»Hvis ikke DDV havde nedsat en arbejdsgruppe, som lavede en fortolkning, var vi selv blevet nødt til at gøre det på Grundfos. Vi ønsker en standardiseret fortolkning for udførelse af nye elinstallationer, så det ikke er forfra, hver gang en opgave skal udføres. Så risikerer man, at det bliver mere personlige vurderinger, som kommer til at bestemme. Vi ønsker at opnå den højest mulige standard, men det skal samtidig være ensartede retningslinjer, så der bliver en fælles Grundfos-standard for alle elinstallationer,« siger Morten Spangsbjerg Gissel.
Mange virksomheder anvender eksterne installatører til at udføre installationsopgaver, og disse leverandører har brug for retningslinjer for at kunne udføre deres arbejde, som virksomheden ønsker det. Den nye fælles fortolkning omhandler både installation, drift, vedligehold og risikovurderinger.
»Selv om virksomhederne i DDV’s elnetværk er forskellige, ligner mange elinstallationer hinanden, uanset hvor de sidder, og derfor giver det god mening, at vi prøver at lave nogle fælles retningslinjer, som man enten kan bruge, som de er - eller man kan bruge vores forslag som udgangspunkt for at lave sine egne retningslinjer,« siger Morten Spangsbjerg Gissel.

Forpligtende samarbejde
Han har haft stor glæde af sine tre år i DDV og som aktiv i elnetværket.
»Jeg har ikke brug for sparring om alle daglige opgaver, men det er meget vigtigt, at man jævnligt kommer ud og møder kollegaer på andre virksomheder for at få nye input, ideer og inspiration.
Ellers risikerer man at blive for ensporet i den måde, man løser opgaver på og går måske glip af viden, som kan hjælpe med at optimere vores arbejde,« siger Morten Spangsbjerg Gissel.
Han deltager i de fire årlige netværksmøder foruden virksomhedsbesøg.
»Grundlæggende handler det om, at man ikke behøver opfinde den dybe tallerken selv, men at vi i netværket trækker på hinandens erfaringer. Jeg er kun 35 år, og der er andre medlemmer i netværket som har mange flere års erfaring, som jeg kan trække på. På den måde tror jeg, at Grundfos har sparet ressourcer i forhold til, at vi selv skulle have løst opgaven med at lave en fortolkning, og samtidig har vi fået en bedre fortolkning, end vi selv kunne have lavet, fordi det fælles forslag trækker på viden og erfaring fra flere forskellige virksomheder og flere erfarne kollegaer. At være med i en arbejdsgruppe forpligter, så man bliver nødt til at sætte sig ind i substansen, og det har givet gode faglige diskussioner på et kvalificeret grundlag, som forhåbentlig kan aflæses i det færdige resultat,« siger Morten Spangsbjerg Gissel.
En ekstra udfordring er, at den nye bekendtgørelse foreløbig er kommet i tre udgaver.
»Der har været noget forvirring om den endelige udformning af bekendtgørelsen, og der er mange aktører på banen, når det gælder den ny bekendtgørelse: Sikkerhedsstyrelsen, Arbejdstilsynet, Dansk Standard og Tekniq. Det kan være svært at navigere med så mange interessenter, og her har det været rigtig godt at kunne trække på netværket, hvor der findes kollegaer med gode kontakter til myndigheder og andre vigtige aktører, så vi har kunnet få afklaret forskellige problemstillinger undervejs. Så jeg tror, min deltagelse i arbejdet har sparet Grundfos for en del ressourcer i forhold til at ”oversætte” den nye bekendtgørelse til noget, der kan bruges i praksis på vores virksomhed,« siger Morten Spangsbjerg Gissel.
Han mener, at DDV’s elnetværk er af stor værdi ikke mindst for el-ansvarlige medarbejdere, som ikke har kolleger med elansvar i det daglige.
»Elnetværket består af engagerede specialister, så man får en meget professionel     tilgang til vores fælles problemstillinger. Der er stor åbenhed om virksomhedernes udfordringer, så man virkelig kan lære noget ved at møde sine kolleger i netværket, og omvendt skal man selvfølgelig selv bidrage med sin viden og erfaringer,« siger Morten Spangsbjerg Gissel.
Når det færdige forslag til en ny standardiseret fortolkning foreligger fra arbejdsgruppen, vil DDV stille det til rådighed for andre medlemsvirksomheder.


Arbejdsgruppen om BEK nr. 1082 under DDV’s elnetværk, fra venstre: Chresten Nissen, Ensted Bulk Terminal A/S, Preben Skov Pedersen,
Arla Foods, netværksformand Johnny Nielsen, Niras, Palle Verner Hansen, Affald Varme Aarhus og Morten S. Gissel, Grundfos. Sekretær
for gruppen har været Eva Mosegaard, DDV.