Alle Coops butikker og 146 brugsforeninger er blevet certificeret efter ISO 50001-standarden for energiledelse. Målet er energibesparelser på mindst 20 procent, men ambitionerne er endnu større.

Af Joel Goodstein

Alle Coops butikskæder har nu opnået en certificering i energiledelse. Hermed er Kvickly, SuperBrugsen, Irma, Dagli’Brugsen og Fakta-kæderne certificeret efter ISO 50001-standarden for energiledelse. Certificeringen omfatter mere end 800 butikker og involvering af 39.000 medarbejdere.
Certificeringen skal ses i tæt sammenhæng med Coops målsætning: At opnå en samlet energibesparelse for hele koncernen på 20 procent ved udgangen af 2020 målt med udgangspunkt i 2016-forbruget - svarende til cirka 55 millioner kroner i årlige besparelser. Gevinsten er dog ikke helt gratis: Coop har besluttet, at der kan investeres op til 300 millioner kroner for at nå målet.
»Målet er ikke, at alle butikkerne skal spare 20 procent. Der er tale om en samlet koncernmålsætning, som butikkerne skal bidrage til på forskelligt niveau, men vi prøver selvfølgelig at få alle butikkerne til at finde steder, hvor der kan spares på energien,« siger Kira Toft Schmidt, som har været ansvarlig for udrulningen af ISO 50001-certificeringen i Coop.
Den samlede certificeringsproces har varet cirka to år og blev afsluttet i december 2018, da Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’/LokalBrugsen som de sidste af butikskæderne fik overrakt beviset på ISO 50001-certificeringen.
»Coops certificering i energiledelse er den mest omfattende, der hidtil er gennemført i en dansk virksomhed, når man ser på antal adresser, medarbejdere og samlet omsætning. Det har været en stor øvelse, som har taget et par år, men det er egentlig ikke lang tid, når man ser på, hvor stor en opgave det har været,« siger maskinmester Frank Plith, som er afdelingsleder i EBAS, der har rådgivet og assisteret Coop i hele certificeringsprocessen.

Rådgivning om certificering
Frank Plith har arbejdet med energirådgivning siden 2007 – de seneste 11 år hos Kuben Management, men i dag er energirådgivningsaktiviteterne flyttet til EBAS, hvor Frank Plith er daglig leder for 7 medarbejdere og en maskinmesterpraktikant.
Siden 2017 har EBAS (dengang Kuben Management) haft et tæt samarbejde med Coop i processen med at få certificeret koncernens butikskæder i energiledelse.
»Vi er ikke startet helt forfra i processen. Coop har haft planer og initiativer i gang tidligere, så vores opgave var i første omgang at vurdere de aktiviteter, som var igangsat for at tjekke, om de levede op til standardens krav. ISO 50001 fortæller ikke noget om, hvordan man skal nå standardens mål, så det er i høj grad op til den enkelte virksomhed, hvordan de vil blive klar til en certificering, og hvor højt ambitionsniveauet er,« siger Frank Plith.
Vurderingen har også omfattet, om de energiansvarlige Coop-medarbejdere har haft de rette kompetencer, eller om de havde brug for uddannelse.
»Certificeringen gør det nødvendigt, at man kigger 360 grader rundt for at identificere alle aktører, som har indflydelse på virksomhedens energistyring og forbrug. Derfor skal også de indkøbsansvarlige medarbejdere og eksterne leverandører gøres til medejere i processen. Når man investerer i anlæg, der skal køre 10-15-20 år, er energiforbruget en vigtig faktor,« siger Frank Plith, der tidligere har arbejdet som intern auditor ved 9001- og 14001-certificeringer.

Ejerskab i ledelsen
Ifølge Kira Toft Schmidt var den første, vigtige del af øvelsen at få bekræftet topledelsens medejerskab af processen.
»En ISO-certificering forpligter hele virksomheden, og man starter en proces, som i princippet aldrig slutter. Der er krav om løbende forbedringer. Derfor skal ledelsen med på rejsen fra starten og tage ejerskab,« siger Kira Toft Schmidt.
Den næste vigtige beslutning var, at ikke alle Coops butikskæder skulle gennemføre certificeringsprocessen på én gang.
»Vi indså tidligt, at det ikke ville være klogt at certificere alle vores butikskæder på én gang. Det ville være en for stor øvelse. Vi måtte dele processen op i nogle trin. Irma blev udvalgt som den første kæde til certificering, og herefter har vi taget butikskæderne en ad gangen. På den måde har vi også kunnet tage hensyn til, at hver kæde har sin kultur og tilpasse vores indsats efter de særlige forhold i hver kæde,« siger Kira Toft Schmidt.

Nye tekniske løsninger
At blive certificeret i energiledelse og samtidig skulle arbejde for at nå et mål om 20 procents energibesparelser har omfattet både implementering af nye tekniske løsninger og en kampagne for at påvirke medarbejderne, så de kunne understøtte målene med deres daglige adfærd.
Indtil nu er al belysning skiftet til LED. Styringen af køleanlæggene er gjort mere intelligent og energioptimal. Der er opsat tusindvis af energimålere, og man er godt i gang med etablering af fjernstyring af særligt ventilation og varmecentraler, og flere initiativer er på vej. Man har prøvet at identificere alle steder, hvor der potentielt kan spares energi, herunder at nedbringe butikkernes energiforbrug uden for åbningstiden når der ikke er kunder i butikkerne.
EnergiData er valgt som ekstern leverandør, der skal energiovervåge Coop-butikkerne. Hermed har man en realtidsovervågning af butikkernes energiforbrug og kan hurtigt slå alarm, hvis forbrugskurverne pludselig stikker af, for eksempelx ved brud på vandrør, som det har været tilfældet. Til dette arbejde bidrager også den fælles fjernstyringsplatform (CTS), så man hurtigt kan gribe ind uden at skulle være til stede i butikkerne.

Unge butiksmedarbejdere
Den anden del af øvelsen har haft til formål at påvirke medarbejderne i retning af en mere energioptimal adfærd.
»Vi kan lige så godt være ærlige og sige det, som det er: Vores medarbejdere har ikke valgt et job hos Coop, fordi de har en særlig interesse i energibesparelser. Mange af vores medarbejdere er unge på 15-25 år under uddannelse, som har deltidsjob i en butik for at tjene til deres studier, og de faste butiksmedarbejdere har dét at sælge varer som deres kernekompetence. Og dét skal de også blive ved med. Så spørgsmålet er, hvordan skaber man en kampagne, som kan overvinde udfordringen med at engagere medarbejdere i alle aldre og på tværs af fagområder og inden for et område, som måske ikke er det ”mest lækre”,« siger Kira Toft Schmidt.
Opgaven er at tale ind til medarbejderne på en enkel og vedkommende måde omfattende teknologier og platforme, som både de unge og fastansatte bruger til daglig: Mobiltelefoner, sociale medier, apps, videoer og konkurrencer.
»Hvem ønsker at blive belært? Det er meget bedre, hvis de aktivt selv vælger at interessere sig for energi, og dertil har vi brugt humor, konkurrencer og nemme forslag til besparelser. Samtidig har vi ikke været bange for at sætte os selv på hovedkontoret i spil og gøre lidt grin med os selv. Dét har gjort, at vi har fanget deres opmærksomhed,« siger Kira Toft Schmidt.
Ét af fundamenterne i energiledelse er at engagere medarbejderne, og dét er bl.a. sket via små videoer, hvor Coops tekniske chef har identificeret steder, hvor der nemt kunne høstes energigevinster uden investering – til inspiration for medarbejderne og bundlinjen. Videoerne har indgået i konkurrencer mellem butikkerne. Hver gang en medarbejder har set en video og svaret på en quiz, får butikken point i konkurrencen.
»På den måde har vi hele tiden prøvet at skabe incitamenter til at få medarbejderne inddraget og engageret. Adfærdsændringer har jo den store fordel, at de er gratis, og energibesparelser vil oveni påvirke bundlinjen for butikken positivt,« siger hun videre.

Energibevidste leverandører
Et andet led i processen har været inddragelse af koncernens eksterne leverandører af blandt andet køl og ventilation.
»Vi samler vores tekniske leverandører til en årlig workshop for at involvere dem og få fat på gode ideer, som vi måske ikke selv er opmærksom på. Vi benytter eksterne leverandører til service- og ad hoc-besøg på vores tekniske anlæg og har brug for at høre, hvad de ser i vores butikker. Det vil være meget ærgerligt at gå glip af gode energispareforslag, fordi vores leverandører ikke ved, hvor de skal gå hen med deres ideer, men det ved de nu,« siger Kira Toft Schmidt.
Om baggrunden for samarbejdet med EBAS siger hun:
»Vi var ikke certificeringsspecialister i Coop, da projektet startede, og derfor har vi i processen haft brug for de kompetencer, som EBAS og Frank Plith har kunnet bidrage med. På den måde har vi i høj grad kunnet koncentrere os om den interne proces vel vidende, at opbygningen af systemet og det formelle grundlag var i sikre hænder via rådgivningen fra EBAS,« siger Kira Toft Schmidt.
Hendes forventning er, at Coop mere end realiserer sine planlagte besparelser, når målstregen passeres ved udgangen af 2020.
»Som det ser ud nu små to år før målstregen, når vi i mål med de 20 procent og formodentlig også endnu mere. Men der er allerede planer for yderligere besparelser, så processen stopper ikke. Det følger af certificeringen og af de mål, som Coop i øvrigt har sat sig som en bæredygtig virksomhed,« siger Kira Toft Schmidt.